Focaccia er lidt en fornemmelse: mærk efter, om dejen virker for lind eller tør, og juster med vand, olie og mel.
Ingredienser
540 ml håndvarmt vand
3 tskf havsalt
1,5 dl olivenolie
15 g gær
600 g hvedemel, gerne tipo 00
120 g Manitoba-mel (kan erstattes med alm. hvedemel)
Smag på toppen
Oliven
Soltørrede tomater
Urter, fx rosmarin
Havsalt og olivenolie
Udstyr: form ca. 25x25 cm og bagepapir.
Fremgangsmåde
Bland gæren med det håndvarme vand i en skål, og rør til gæren er nogenlunde opløst.
Tilføj olivenolie, salt og Manitoba-mel, og bland godt.
Tilføj resten af melet, evt. lidt mere, til dejen har en god konsistens. Ælt dejen igennem og læg den i en skål overdækket med et viskestykke.
Stil dejen koldt (i køleskab eller kælderkoldt) i mindst 5 timer, gerne natten over.
Stil skålen frem i stuetemperatur 2 timer, før den skal bruges.
Dejen efter hævning. Foto: Chalotte Holm.
Læg bagepapir i formen, hæld lidt olivenolie ud på papiret, og hæld dejen ud ovenpå.
Glat den lidt ud, den skal nok falde til.
Dejen i formen. Foto: Chalotte Holm.
Prik huller ned i dejen med fingrene, og hæld lidt olivenolie over brødet. Tilføj oliven, tomater eller urter ovenpå, og pres pynten lidt ned i brødet.
Klar til ovnen. Foto: Chalotte Holm.
Bag i cirka 40 minutter ved 180 grader i almindelig ovn.