Have

Haven efter tørken

Af Solvej · 29. august 2026

Krukker med pelargonier og rosmarin sidst i August
Krukkerne sidst i August, efter en sommer med for lidt regn. Foto: Chalotte Holm.

Ni måneder med mindre regn end normalt har sat sit præg. Her er hvad der kommer igen af sig selv, og hvad der kræver en hånd.

Det har været en usædvanlig sommer. Danmark fik ny varmerekord med 37 grader i slutningen af Juni, og Juli lagde 34,5 grader oveni. Men det er ikke varmen der har sat sig i haven, det er tørken. Man skal helt tilbage til Oktober sidste år for at finde en måned, hvor der faldt mere regn end normalt.

Så nu står mange haver med svedne plæner, stauder der har lagt sig ned, og bede der ser ud som om de har opgivet. Det gode er, at haven er sejere end den ser ud til lige nu.

Gør ingenting i hast

Den første fristelse er at klippe alt det brune af. Lad være. De fleste stauder overlever, selvom de ser visne og brændte ud, og det de har over jorden beskytter samtidig roden. Klip dem ned til foråret som du plejer, og se hvad der kommer igen.

Det er også først til foråret, du kan se hvad der faktisk døde. En plante der ser færdig ud i August, står tit og skyder i April.

Nye sølvgrønne skud fra en nedskåret eukalyptus
Eukalyptussen gik ned af tørken. Nu skyder den igen fra stubben. Foto: Chalotte Holm.

Det gælder ikke kun tørke. Et oliventræ her i haven stod helt bart i Juni efter vinterens frost, og alle var enige om at det var færdigt. I dag står det fuldt og grønt igen. Årsagen var en anden, men lærestregen er den samme: giv planten en sæson mere, før du graver den op.

Bart oliventræ i krukke i Juni
Oliventræet i Juni, bart efter vinteren. Foto: Chalotte Holm.
Det samme oliventræ fuldt og grønt i August
Det samme træ nu. Foto: Chalotte Holm.

Plænen kommer igen

En brun plæne er sjældent en død plæne. I en veletableret græsplæne lever rødderne videre under den brune overflade og sender nye blade op, så snart regnen vender tilbage.

Du kan hjælpe den på vej nu:

  1. Riv den grundigt igennem, så løst dødt græs og blade kommer væk
  2. Prik huller i den med en greb, cirka 10 til 15 centimeter mellem hvert sæt huller, og så dybt du kan. Det får luft og vand ned til rødderne
  3. Så græs i de tynde og bare pletter

Efteråret er i det hele taget det rigtige tidspunkt at reparere en plæne på. Jorden er stadig varm, og regnen er på vej.

Plant nu, ikke til foråret

Det her er det råd der overrasker flest: efteråret er en bedre plantetid end foråret. Jorden er varm og fugtig, hvilket er præcis hvad rødderne skal bruge, luften er kølig så planten ikke stresses, og du skal vande langt mindre end i Maj. Stauder, buske og træer sætter sig bedre og bliver mere robuste.

Skal der fyldes huller efter sommeren, så gør det nu, mens jorden stadig arbejder for dig.

Den egentlige opgave er jorden

En have der klarer tørke godt, er sjældent en have med bedre planter. Det er en have med bedre jord. Jord med meget humus holder på vandet, og den får du med kompost.

Læg cirka fem centimeter kompost under de fleste planter i løbet af efteråret. Det er den samme jord der gør haven bedre til at klare skybrud, som den vi også har fået rigeligt af i år.

Vand anderledes næste gang

Tre ting gør mere end alt andet:

Vand sjældnere og dybere. En ordentlig gennemvanding en eller to gange om ugen får rødderne til at søge nedad. Lidt vand hver dag holder dem oppe i det øverste lag, hvor jorden tørrer først.

Vand ved roden, ikke ud over bladene. Vand på blade fordamper, før planten når at få det.

Dæk jorden. Et lag flis eller andet organisk materiale holder på fugten og holder jorden køligere.

Og vær udvælgende. Du kan ikke redde det hele i en tør sommer. Lad det etablerede klare sig selv, og brug vandet på det nyplantede, som endnu ikke har rødder nok.

Og hvis noget alligevel gik ud

Så er det en anledning. Erstat med noget der kan tåle tørt: røllike, stor astrans, mandstro og prydgræsser klarer sig gennem en sommer som denne uden at blinke.

Det er ikke at give op på haven. Det er at bygge den, så den passer til det vejr vi rent faktisk får.

Kaprifolie i blomst med regndråber på bladene
Kaprifolien med regn på bladene. Det er det haven har ventet på. Foto: Chalotte Holm.
Annonce · Partnertilbud
Græsfrø Villa Blanding, 3 kg

Græsfrø Villa Blanding, 3 kg

Til de bare og tynde pletter i plænen. Tre kilo rækker til at lappe en almindelig have, og efteråret er det rigtige tidspunkt at gøre det på. 249 kr hos Havehobby.

Se det hos Havehobby ›


Kilder: DMI og DR om sommerens varmerekord og de ni måneder med mindre nedbør end normalt. Haveselskabet om efterårsplantning, kompost og tørketålende stauder. Bolius om at redde haven efter tørke. Royal Horticultural Society om plænepleje efter tørke og om plantning om efteråret.

Annonce · Partnertilbud